Aars-dommen(Rt. 1896 s. 530)

Om dommen:

Omtalen er basert på framstilling i Schartum og Bygrave 2011

Eksistensen av det ulovfestede personvern ble først antydet i en høyesterettsdom fra 1896 som omhandler vern for slektsnavn: “Aarsdommen” (jf. Rt. 1896 s. 530). Dommen gjaldt en mann fra gården Årsrud som hadde tatt etternavnet Aars og båret det i 40 år. Høyesterett fradømte ham retten til å bære navnet og fastslo at det eksisterte en privat navnerett. Retten fant at særegne slektsnavn nyter et ulovfestet vern mot å bli tatt i bruk av andre enn slektsmedlemmene.

Seks år senere ble det fremsatt en Odelstingsproposisjon med forslag til lov om slektsnavn. Saken ble imidlertid liggende i flere år, og først i 1923 ble den første navneloven vedtatt, se Ot prp nr 17 (1901–02) og nr 12 (1922). Loven bestemte bl.a at alle personer automatisk fikk slektsnavn ved fødselen. Forbindelsen til Høyesteretts dom er likevel klar, og dommen er derfor et tidlig eksempel på at lovgiver kodifiserer ulovfestede verneregler på personopplysningsrettens område. Dommen er nærmere drøftet bl.a i Ole Tokvam, Personvern og straffeansvar – straffelovens § 390”, CompLex 4/95 (Oslo: Tano 1995) s. 15–16.

 

Selve dommen:

Assessor Reimers: Med Hensyn til, hvad der er nærværende Sags Gjenstand, henvises til Præmisserne til de i Sagen afsagte Domme, Underretsdom i Solør af 8 Juni 1894 og Trondhjems Overrets Dom af 27 Mai 1895.

Af Solør Sorenskriveris Dom hidsættes følgende:

Efterat et Medlem af Familien Aars ved et Inserat i «Aftenposten» under Overskrift: «Formentlig uberettiget Tilegnelse af fremmed Familienavn» havde henstillet til Gaardeier og Handelsbestyrer Herman Hansen Aars, der under dette Navn var bleven indført i Statskalenderen som Medlem af 1891 Aars Storthing, offentligen at oplyse, med hvilken Hjemmel han bærer Navnet Aars, afgav han en Besvarelse, der vedligger nærværende Sags Bilage. Heri meddeler han: «Jeg er Bonde og Bondesøn fra Hedemarken; min Fader eiede og beboede en Gaard, der altid i daglig Tale benævnedes «Aars» med en svag «u»-Lyd i Enden, altsaa «Aarsu», hvilket antagelig er en Forkortelse af «Aarsrud», som jeg har fundet det skrevet i Matrikulen. I Femtiaarene optoges jeg som Elev ved Asker Seminarium, og ved min Indtrædelse der oplyste jeg for daværende Lærer, senere Bestyrer af Seminariet Jakob Aars baade om Stedsnavnets Udtalelse og Skrivemaade. Den høit agtede Lærer udtalte, at Benævnelsen Aarsrud vilde falde meget tungvind og ubekvem at udtale især for Børn, da jeg agtede at blive Skolelærer. Han henstillede derfor til mig at nærme mig mere den daglige Udtalelse af Navnet og altsaa for Bekvemmeligheds Skyld skrive ret og slet «Aars», idet han tilføiede, at det var meget almindeligt – især ved lavere militære Skoler – at forkorte eller forenkle Personnavnene. Som ung Gut havde jeg dengang ikke Anelse om, at der fandtes flere Personer med Navnet «Aars» end den Mand, efter hvis Tilskyndelse jeg senere skrev Navnet i forkortet Form, og den Tanke laa vist fjern baade for ham og mig, at der ved dette Skridt gjordes noget urigtigt eller ulovligt, der i ringeste Maade kunde skade en Plet paa hans agtede Navn og Ære». En senere Opfordring til Vekommende om i Mindelighed at ophøre med at bruge dette Navn, som han fremdeles har benyttet, førte ikke til noget Resultat, hvorefter nærværende Sag anlagdes af Forstkandidat N Ph. Aars (i Forligsklagen anført at repræsentere en Flerhed af Familien Aars), og den er undergivet Paakjendelse efter saadan Paastand: At Indstevnte, Gaardeier og Handelsbestyrer Herman Hansen eller Herman Hansen Aarsrud kjendes uberettiget til at benytte det af ham antagne Familienavn «Aars» samt tilpligtes at betale en daglig løbende Mulkt til Fattigkassen for hver Dag, han efter Dommens Forkyndelse benytter nævnte Familienavn, samt at Indst. tilpligtes paa egen Bekostning, ligeledes under løbende Dagmulkt, at indrykke Domskonklusionen en Gang i Norsk Kundgjørelsestidende og derhos tilpligtes at udrede Processens Omkostninger.

Foranledningen til den Handling, Citantsk. betegner som Usurpation, er angivet i den foran omhandlede Fremstilling fra Indst., der procederer til fuldstændig Frifindelse paa Forsvarsgrunde, som forfleres efterhaanden som den vidtløftige Skriftvexel mellem Parterne skrider frem. Den Gaard, som Indst.s Fader eiede og beboede, forklares i Fremstillingen i daglig Tale altid at være bleven benævnet «Aars» med en svag u-Lyd i Enden, altsaa «Aarsu», en Forkortelse af Aarsrud, som Gaarden benævnes i Matrikulen; men i sit 2det Tilsvar i Sagen fremhæver Indst., at hans Berettigelse til at kalde sig Aaars ogsaa hviler paa den vægtige Grund, at den Gaard, hvorpaa han er født og opvoxet, i Virkeligheden heder Aars, idet han tilføier: «Tillægget Rud – Rydning – er her uden Betydning». Fra Professor Rygh havde, Cit. nemlig erhvervet en Erklæring, som antoges at ville klargjøre, hvorledes den rette Udtale af Gaardens Navn var, og som i Modsætning til den af Indst. hævdede Udtale paaviste, at det ligesaa godt kunde være, at Navnet udtales «Aalsu» med et tykt I, samt at Gaarden lige siden det 16de Aarhundrede har været skrevet Aarsrud, men idet Cit. gjør opmærksom herpaa, tilføier han, at Spørgsmaalet forøvrigt kan være temmelig ligegyldigt, da det nemlig var klart, at hvad enten Indst.s Gaardsnavn udtales paa den ene eller den anden Maade, saa udtales det ialfald ikke «Aars», og Gaardsnavnet hjemler saaledes kun et af Navnene «Aarsu» eller «Aalsu», men under ingen Omstændighed «Aars». Men heri skulde Cit. altsaa have forregnet sig, dersom Indst.s ovenanførte Bemærkninger er saaledes at forstaa, at Endelsen «rud» i Gaardens Navn ikke alene aldeles ikke høres i udtalen, men at den paa en eller anden Maade endog er udvisket i den Grad, at en Lyd af et svagt u i Enden, som existerede den Gang Indst. meddelte sin omhandlede Fremstilling af Sammenhængen, var forsvundet, da Gaarden Aarsrud i det anførte Indlæg i Retten erklæredes at hede ret og slet «Gaarden Aars». Det er indlysende, at noget saadant ikke kan bidrage til Sagens rette Belysning, og Dommeren maa derfor trygt kunne gaa ud fra, at u-Lyden er til den Dag idag, og at det forholder sig som Citantsk. siger: Gaardsnavnet hjemler kun et af Navnene Aarsu eller Aalsu, men ikke «Aars».

Men dette uagtet kunde Indst. uden Tvivl have fuld Grund til at attraa den Forkortelse, som han paastaar med Samtykke eller endog paa Opfordring af den Lærer ved Seminariet, der var et Medlem af Familien Aars, at have opnaaet, naar det faktisk forholder sig saa, hvad Retten ikke tør betvivle, at det har nogen Betydning for Ansættelse ved Almueskolen, at Lærerens Navn er saa kort som muligt. Spørgsmalet er alene, om denne Benvei er vundet uden at krænke Andenmands Ret, og i nærværende Tilfælde vedkommer dette Spørgsmaal ikke alene den enkelte Sagsoger, men vel egentligen hvilkensomhelst Anden af samme Familie, som Forstkandidat Aars repræsenterer. Det er nemlig en feilagtig Mening, at ingen Enkelt er paataleberettiget til Haandhævelse af Rettigheder af det Slags som i nærværende Sag, der berører en Families samtlige Medlemmer, og den Indsigelse fra Indst.s Side, der sigter til at afskjære Forstkandidat Aars Adgang til at kræve Fyldestgjørelse for en Handling, hvilten kan betragtes som en Retskrænkelse for sig selv og for alle af hans Slægt, har forlængst fundet sin Bevarelse i den betjendte Skappelske Sag, hvorom mere vil handles nedenfor. At et andet Medlem af Familien Aars enten udtrykkeligen har tilskyndet Indst. til at forkorte dennes eget Stedsnavn eller ved at deltage i Udfærdigelse af Examensbevis for Indst. under det nu bestridte Navn indirekte har anerkjendt, at der fra hans Side ikke kunde ventes nogen Protest mod Navnets Forplantning paa en Uvedkommende, dette har intet at bestille med Spørgsmaalet i og for sig. Retten anerkjender Forstkandidat Aars som rette Sagsøger, og hermed er den af Indst. reiste Afvisnings-Indsigelse besvaret. Cit har irettelagt et Bind af norske Stamtavler, udgiven i 1868 af Wilhelm Larsen og omfattende fra Side 27 til 38 Familien Aars og forøvrigt 8 andre Slægter med Initialerne A. Aars angives deri at være Navnet paa et jydsk Pastorat, beliggende i Aars Herred, Aalborg Amt og Viborg Stift, og det antages, at den Familie Aars, hvis Stamtavle bevares, har laant sit Navn fra Sognet eller Herredet. Den første Mand af Slægten, som tjendes, var Jens Nilsson Aars, født i ca. 1687, død i Jylland 7 Juli 1770 i sit 83de Aar. Det sees at være en talrig Familie, og der vides ikke at existere nogen anden slægt af dette Navn her i Landet, ialfald erklærer Cit., at man var aldeles ubekjendt med, at nogen udenfor Slægten har et saadant, indtil man blev opmærksom paa det Tilfælde, som har foranlediget denne Sag. Er et Navn mit, eller tilhører det Alverden, dette er Kjernen i det Spørgsmaal, som Parterne fra disse tvende modsatte Synsmaader drøfter, men medens den ene af Parterne hævder og maa hævde, at naar et Navn skal kunne kræve Retsbeskyttelse, er Forudsætningen nødvendigvis, at Navnet som Særkjende for en Slægtsrætte eller et Slægtsbegrev udelukke saavidt muligt en Forvexling, erklærer den anden, at han ikke kan erkjende, at nogen Grændse her er tænkelig, og at ingen Retsbeskyttelse for Eiendomsretten til et Navn er mulig, hvis den ikke udtrykkelig tjendes ved Lov.

Af den foran citerede Retssag (Skappel) har den sidstnævnte Part imidlertid kunnet overbevise sig om, at der ved Kristiania Byret i Dom af 1 November 1892 er gjort gjældende en anden Opfatning af det herhen horende Retsspørgsmaal, hvortil nærværende Ret finder at kunne henholde sig, idet man gjengiver Sammes Hovedindhold:

«Byretten antog, at det ikke kunde staa Enhver frit for at antage et hvilketsomhelst Navn, han fandt for godt, uden nogensomhelst gyldig Hjemmel eller Adkomst. Efter Rettens Opfatning maatte Enhver i Almindelighed – bortseet fra de Navneforandringer eller Navnetillæg, der gives med, Hjemmel af kongelig Bevilling – ansees forpligtet til at bære det Navn, han har erholdt ved Daaben, og under hvilket han er indregistreret i vore offentlige Boger og Protokoller – Ministerialboger, Militærrullen, Mandtalsprotokollen, Pantergistret etc. – uden noget Tillæg eller Forandring. Den borgerlige Retsorden formentes at kræve dette, og det antoges, at det var herpaa vore Retsinstituter paa dette Gebet ved Indførelse af Navn i Ministerialbogen, tfr. Dissenterloven af 27 Juni 1891 § 3, hvilede. Retten kunde i disse Retsinstituter ikke alene se et Udtryk for Administrationsforfoininger, sigtende til at tilkjendegive, at Vedkommende i offentlige Dokumenter eller Protokoller ikke kunde forlange sig indført under andet Navn end det, som var ham givet ved Daaben, eller hvorved han forøvrigt af det Offentlige var anerkjendt, men antog ogsaa, at et Navns Bærer maatte have Krav paa, at ikke Andre uden gyldig Hjemmel usurperede dette. En Persons (Families) Navn var efter Rettens Opfatning at anse som en Art Slægts- eller Individualitetseiendom, som ikke Andre uden videre burde kunne tilegne sig. Denne Opfatning deltes ogsaa af den nyere Tids Jurister i fremmede Lande, hvorom henvises til en Afhandling af Professor ved Berlins Universitet I. Kohler om «das Individualrecht» i «Archiv für bürgerliches Recht», 5te B., S. 77-110 (1891). Det Anførte maatte gjælde ikke mindre Familienavne end Egennavne, idet Retsinstituterne, om de ikke ydede Beskyttelse mod Usurpation af Ens Familienavn, heller ikke hindre, at en Fremmed antager Ens Egennavn (med Familienavn), og hvilken Forvirring et saadant Forhold, om det hyppig indtraf, vilde fremkalde, var indlysende. Retten var saaledes af den Formening, at en Person ikke vilkaarligen kan antage en Andens Familie- eller Egennavn uden at tilsidesætte det Offentliges eller Privates Ret. Indst. mente imidlertid, at han in casu havde gyldig hjemmel, idet han under sin Opvæxt endel Aar havde havt Ophold paa den Gaard, hvor han havde taget sit Navn, og da han havde erholdt den nuværende Eiers (sin tidligere Husbonds) Tilladelse til at benytte Navnet. Det var vistnok saa, at det hos os er sædvanligt, at Personer, der eier en Gaard paa Landet, for sig og Efterkommere – altsaa ogsaa for Lemmer af Familien, der ikke selv kommer i Besiddelse af Gaarden – antager dennes Navn som Familienavn, en Sædvane, Retten fandt at maatte respektere, uanseet at dette «Familienavn» kunde komme til at bæres af flere Familier, efterhaanden som Gaarden skiftede Eier.

Et Slægts- eller Familienavn i strengeste Forstand kunde et Gaardsnavn saaledes ikke blive, men paa Grund af den vistnok almindelige Udbredelse, denne Sædvane har saaet hos os, antog man at burde respektere den som gjældende Ret. Men videre end til Gaardens Eier og hans Efterkommere gik Sædvanen efter Rettens Opfatning iethvertfald ikke. Hvad angik den anden Grund, som Indst. havde anført som Hjemmel for Antagelsen af Navnet Skappel, kunde Retten endnu mindre finde, at denne kunde hjælpe ham. Maatte nemlig den nuværende Eier af Gaarden Skappel og hans Descendenter antages at have gyldig Adkomst til at benytte Gaardsnavnet Skappel som sit Familienavn, og maatte denne Adkomst ansees som en Slægts- eller Familiert, da formenes det klart, at Reten ogsaa maa tilkomme ethvert Lem af Familien, og ethvert Lem af samme havde Adgang til at betragte en uberettiget Benyttelse af Navnet som en Krænkelse i sin Ret, og det nytter ikke den uberettigede Usurpator at paaberaabe Tilladelse af et andet Lem af Familien».

Naar dette Citat sammenholdes med de under Sagen fra den ene eller den anden Side paaberaabte Tomme, der omhandler de i den allerstdste Tid vatte Sporgsmaal angaaende Adgangen til at hævde Familienavnes Betydning, viser det sig, at der ikke er Meningsforskjel om at respektere den Sædvane i vort Land, at Personer, der besidde Landeiendommer, antage Gaardens Navn som Familienavn. I den af Provst Schjorn ved Fredrikshalds Bything i 1891 anlagte Sag var noget lignende paaberaabt som Grundlag for Sagsøgtes Indsigelser mod Sogsmaalet, men Retsafgjørelsen, som gik Cit. imod, var vistnok hovedsagelig bygget paa theoretiske Betragtninger, 1 der i det Væsentlige tiltraadtes af Appelinstantsen ved dennes Dom af 14 Mai 1892 I en anden Sag, der i Marts Maaned 1893 blev anlagt af Stibsmægler Edvard Roer, ligaledes ved Kristiania Byret, udtaler denne Domstol, at et Familienavn tillige kunde være en Familierttighed, hvilket vilde fremgaa af Byrettens ovenfor nævnte Dom af 1 Novbr. 1892 angaaende Navnet Stappel, men at Retten her maatte komme til et andet Resultat af Grunde, som med Konsekvents fulgte af den i Landdistritterne almindelige, i omhandlede Dom fremhævede Sedvane, at Opsidderne af en Gaard vedblev at bruge det Navn, som denne har, endog efter at være fraflyttet den, og Tilfældet var her, at der paa Næsodden, hvor Cit. Gaard Røer er beliggende, er en anden Gaard af samme Navn, fra hvilken Indst. udleder sit Navn, som han forøvrigt bogstaverer «Rør» uden det stumme «e» i Citantens.

Idet Byretten bemærkede, at det under Mangelen paa bestemte Forskrifter i disse Forhold vistnok maatte fastholdes som i Rettens ovennævnte Dom udtalt, at Enhver var forpligtet til at bære det i Daaben modtagne Navn, var dog Navnet paa det Sted (den Gaard) i Landdistrikterne, hvor Nogen fødes eller døbes, ikke uden videre at betragte som Familienavn, eftersom det kunde bero paa Omstændighederne, om deslige Navne fik en saadan Betydning, og Afgjørelse i forekommende Tilfælde kunde derfor ikke foregaa uden muligt hensyn dertil.

Tidligere end de foran nævnte Retsafgjørelser, nemlig ved Arendals Byrets Dom af 19 Januar 1891 er det nu foreliggende Retsspørgsmaal afgjort i den samme Mand som i den ovennævnte Dom om Navnet Skappel, og saavel der som ved Bergens Stiftsoverret afgjort med det Udfald, at Vedkommende blev kjendt uberettiget til at bære det af ham – fordi han var fra en Plads Blika – antagne Navn Blich, hvorover et Medlem af Familien Blich fandt at burde paakalde Domstolenes Mellemkomst.

Appelinstantsen bemærker i denne Anledning, at den Omstændighed, at dette Tilnavn er bleven antaget uden nogensomhelst retsstridig Hensigt, ikke kan skjønnes at gjøre Vedkommendes Handlemaade berettiget, ligesom det særlig fremhæves, at efter Bestermmelsen i Norske Lov 2-8-7 og Kirkeritualet af 25 Juli 1685 Kap. 2 § 1 de Navne, hvormed en Person døbes, saavelsom hans Forældres skal indføres i Ministerialbogen. Og disse Bestemmelser, der ere givne forat der kan haves Sikkerhed for en Persons virkelige Navn og til hvilken familie han hører, antages i Forbindelse med det i denne Materie siden lang Tid tilbage existerende Bevillingssystem, saaledes som dette er paavist gjennem Tidernes Lob at have udviklet sig, at maatte føre til, at en Person maa bære det Navn, hvormed han i Daaben er betegnet, og at han ikke uden særskilt Adkomst er berettiget til at antage et Tilnavn, der gyldigen gjælder som Familienavn for en anden Familie end den, hvortil han selv hører.

Endelig er der under nærværende Sag refereret en Dom fra fondre Østerdalens Sorenskriveri af 5 Juli 1893, ved hvilken en Mand ved Navn Lonto i Elverum ikke erholdt dommerens Medhold i det af ham anlagte Søgsmaal mod en paa en Plads under en af Lømogaardene i samme Bygd og Grænd født Person, der antog Navnet Lømo, men som Følge af, at dette er Navnet paa flere Gaardsbrug i Bygden, antoges den Sagsøgte ikke at have krænket Cit.s Rettighed, og vedkommende Dommer gjør udtrykkelig opmærksom paa, at han ikke har fundet Opfordring til at anstille Underføgelse angaaende de virkelige nedarvede Familienavne, da dette antoges at ligge udenfor Sagen

Thi kjendes for Ret:

Indst. kjendes uberettiget til at benytte det af ham antagne Familienavn «Aars» samt tilpligtes paa egen Bekostning under en daglig løbende Mulkt af 2 Kr. til Baaler Prestegjælds Fattigkasse for hver Dg. han fidder denne Dom overhørig, at indrykke Domskonklusionen 1 Gang i Norsk Kundgjørelsestidende, hvilket bliver at efterkomme 15 Dage efter denne Doms Forkyndelse under lovlig Tvangs Anvendelse. Processens Omkostninger ophæves.

Ved Trondhjems Overrets Dom blev saaledes kjendt for Ret:

Hovedappell., Herman Hansen, kjendes uberettiget til at benytte Familienavnet «Aars», men bør forøvrigt for Kontraappell., Forstkandidat R. Ph. Aars, Tiltale i denne Sag fri at være.

Processens Omkostninger for begge Retter ophæves.

Overrettens Dom er nu af Sagsøgte paaanket til Høiesteret, hvor han har nedlagt Paastand om Frifindelse for enhver Tiltale i Sagen med Tilkjendelse af Procesomkostninger for alle Retter.

Forstmester Aars har efter udtaget Kontrastevning nedlagt saadan Paastand: 1) At Hovedappell. Gaardeier og Handelsbestyrer Herman Hansen eller Herman Hansen Aarsrud, kjendes uberettiget til at benytte det af ham antagne Familienavn «Aars», samt 2) at han tilpligtes at betale en daglig løbende Mutkt til Fattigkassen for hver Dag, han efter Dommens Forkyndelse benytter nævnte Familienavn; 3) at han tilpligtes paa egen Bekostning ligeledes under løbende Dagmulkt at indrykke Domskonklusionen en Gang i Norsk Kundgjørelsestidende, samt 4) at han tilpligtes at udrede Sagsomkostninger.

Subsidiært ad Post 2 paastaaes Hovedappell. tilpligtet under en daglig løbende Mulkt, regnet fra Dommens Forkyndelse, at aflægge Navnet Aars.

Jeg kommer i Sagen til samme Resultat som de foregaaende Retter.

Vistnok savner vor Lovgivning positive Forskrifter i den Materie, det her gjælder. Den indeholder ingen almindelig Bestemmelse om en Families udelukkende Ret til dens Slægtsnavn eller Forbud mod at antage en anden Families eller anden Persons Navn. Af de i Overretsdommen citerede Bestemmelser i R. L. 2-8-7, Kirkeritualet af 25 Juli 1685, Dissenterloven af 27 Juni 1891 m.fl. fremgaar imidlertid utvetydig, at det Offentlige ikke stiller sig ligegyldig overfor Individernes Navnebetegnelse. Forudsætningerne for disse Bestemmelser er hvad ogsaa den gjældende Bevilingspraxis viser, at enhver er forpligtet til at beholde det Navn – Fornavn og Tilnavn (Familienavn) – som ved Daaben og, forsaavidt angaar Tilnavnet, ved Fødselen er blevet hans, – hvilket da omvendt vi sige, at han er uberettiget til at benytte noget andet eller nogen Andens Navn. Den samme Forudsætning ligger ogsaa til Grund for Bestemmelser som §§ 4 og 12 i Lov om Varemærker af 26 Mai 1884 og § 10 i Firmaloven af 17 Mai 1890, om end disse Bestemmelser er af formuesretslig, ikke – hvad der i nærværende Anvendelse handles om – af personretslig Karakter.

Overhoved er Sagens Stilling i offentlig-retslig Henseende den, at det Offentlige, som i en Mangfoldighed af Tilfælde, i hvilke Individet træder i Forhold til Statssamfundet, som f. Ex. med Hensyn til Værnepligt, den offentlige Tjeneste (Embeder, Bestillinger og Ombud) Valg, Borgerskab, Beskatning, offentlige Examina eller andre offentlige Prøver, i strafferetslige Tilfælde m. V., er interesseret i, at den enkelte Person kan individualiseres og paa betryggende Maade identificeres, ikke anerkjender noget andet Navn end det, Individet ved Daab og Fødsel har modtaget, Paa samme Maade er ogsaa det Offentlige i forskjellige Henseender interesseret i at Borgernes Familiestand ikke fordunkles ved Benyttelse af andre Navne, end de i de offentlige Protokoller antegnede. At der her, naar Vedkommende ikke er i Besiddelse af et virkeligt Familienavne, tilstedes forskjellige Lempninger ved Benyttelsen af Gaardsnavne som Tilnavne og ved Patronymica ophæver ikke Hovedreglen, som af selvforstaaelige Grunde ikke strengt lader sig fastholde uden overfor Navne, der gjennem længere Tids Brug har fæstnet sig og vundet Anerkjendelse som virkelige Slægtsnavne.

Men, indvendes der: en Ting er det, hvad det Offentlige, i Forhold til sig, til de offentlige Interesser, som berøres af Navnebetegnelsen, godkjender eller ikke godkjender. Dermed mener man, er det imidlertid ikke givet, at der efter vor Ret ogsaa bestaar en privat Navneret, der som saadan kan kræves retslig beskyttet. Det Offentlige paataler ikke Benyttelse af fremmed Navn, medmindre det sker under Forhold, der bringer Vedk. i Kollision med Straffeloven, altsaa navnlig hvor Benyttelsen sker i bedragersk Hensigt. Forøvrigt indskrænker det Offentlige sig til den rent negative Holdning: det negter overalt, hvor det træder i Forhold til Individet, at anerkjende andet Navn end det, vedkommende Person ifølge Daab og Fødsel – eller undtagelsesvis Bevilling – rettelig tilkommer.

Spørgsmmalet bliver da, om den Private, naar det Offentlige saaledes forholder sig passivt, er berettiget til at paatale en uberettiget Brug eller Tilegnelse af hans Navn, med andre Ord, om Slægten eller det enkelte Medlem af samme kan paastaa en, Andres Benyttelse udelukkende, Ret til at føre Familienavnet og følgelig paatale en Brug af samme, der ikke er hjemlet ved Fødsel eller i Mangel heraf ved Bevilling.

Herom mangler, som nævnt, vor Lovgivning udtrykkelige Forskrifter. Men det vilde vistnok være forhastet, om man deraf vilde slutte, at i det rent privatretslige Forhold er Navnet ubeskyttet, saaledes at det skulde staa enhver frit for at tilegne sig et Navn, som tilhører en anden Person. Efter hvad foran er anført, maa det antages at være den gjældende Lovgivnings Forudsætning, at Individet er forpligtet til at beholde og føre det Navn, han i Daaben og ved Fødselen har modtaget. Men om det end er saa, at det Offentlige ikke paaser denne Navnepligt overholdt i Forhold, hvor det ikke gjælder det Offentliges egen Interesse, følger deraf dog ikke, at til denne Navnepligt ikke tillige skulde svare en Navneret, saaledes at den enkelte Borger skulde savne Adgang til at paatale Tilsidesættelse af Pligten, naar hans Interesser berøres deraf, d.v.s. naar Tilsidesættelsen ytrer sig i, at Vedkommende uberettiget antager et Navn, som ikke blot ikke er hans, men som tilhører en anden Person eller en anden Slægt – hvor altsaa Navneantagelsen tillige er en Tilegnelse af en andens Navn. At en saadan privat Navneret bestaar og kan kræve retslig Beskyttelse, synes ogsaa i den Grad at ligge i Sagens egen Natur, at den ikke tiltrænger positiv Hjemmel i Lovgivningen. Hvor et Navn gjennem Brug har antaget Karakteren af og vundet Anerkjendelse som Familienavn, som Betegnelse for Medlemmerne af en afsluttet, ved fælles Afstamning forbunden Slægtskreds, knytter der sig til dets Bevarelse for og udelukkende Benyttelse af vedkommende Familie ikke blot rent personlige, men i en Mangfoldighed af Anvendelser ogsaa økonomiske Interesser af den Betydning, at de har Krav paa retslig Beskyttelse. En Lære som den, at Slægtsnavne, de være noksaa gamle og høit ansete, er Gjenstand for fri Bemægtigelse af Hvemsomhelst, vilde paa dette Omraade betegne en Tilstand af Retløshed, som den umiddelbare Retsfølelse vægrer sig ved at anerkjende. Man tænke sig exempelvis det Tilfælde, der ikke er ukjendt i det virkelige Liv, at et kjendt og anseet Familienavn skjæmmes ved, at et straffet eller moralsk forkommet Individ tilegner sig og benytter samme. At Mangelen af positive Lovforskrifter her skulde hindre vedkommende Familie som en Helhed eller gjennem et af dens Medlemmer at paatale saadant Misbrug og hævde Slægtsæren og Slægtsfølelsen, vilde vanskelig kunne antages uden at komme i ligefrem pinlig Strid med den almene Retsbevidsthed. Konsekvenserne vilde ogsaa blive altfor paatagelig urimelige. Thi er det uhindret Adgang til at antage et fremmed Tilnavn, maatte det samme i høiere Grad gjælde med Hensyn til Fornavnet, som jo er mindre individualiserende end Tilnavnet. Følgen vilde være, at man uhindret skulde kunne antage en Andens fulde Navn, Fornavn og Tilnavn, og altsaa, hvad Navnet angaar, fuldt ud identificere sig med ham. Det er ganske uantageligt, at der ikke skulde gives nogen Retsbeskyttelse mod nogen saadan Usurpation udenfor de forholdsvis saa Tilfælde, hvor det kommer i Strid med positive Lovbestemmelser, som Firmaloven og Varemærkeloven.

Den her hævdede Opfatning ligger da ogsaa til Grund for den gjældende Praxis med Hensyn til Bevillinger til Navneforandringer. Thi som det under Sagen er dokumenteret, indskrænker Regjeringen sig ved Meddelelse af saadanne Bevillinger ikke til blot at paase, at der af Ansøgeren kan anføres en antagelig Grund til at ønske det Navn, han ved Fødselen har faaet, ombyttet med et andet, som han finder sig bedre tjent med. Det undersøges tillige, om Antagelsen af det attraaede nye Navn vilde krænke en anden Families beføiede Krav paa at saa beholde sit Navn udelukkende for sin egen Familie, og forsaavidt Ansøgeren ikke kan anføre særlige Grunde, der fjerner Tanken om en saadan Krænkelse, navnlig da, at han gjennem Slægtskab er knyttet til vedkommende Familie eller enkelte af dens Medlemmer, afslaaes Andragendet. Tilværelsen og Anerkjendelsen af en privat Navneret, der strækker sig videre, end de offentlige Interesser inden sin snævrere Ramme tilsiger, har i denne Praxis fundet et umiskjendeligt Udtryk. Og Bevillingsinstitutet vilde tabe, om ikke al, saa dog for en væsentlig Del sin Mening, om den private eller Slægten, der fandt sin Interesse krænket ved Uvedkommendes Brug af dens Navn, skulde være udelukket fra at paatale saadan Usurpation endog i Tilsælde, hvor det fremmede Navn er tilegnet, til Trods for et stedfundet Afslag paa en Ansøgning om Bevilling til at antage samme. At Bevillingsinstitutet alene skulde tage Sigte paa vedkommende Persons offentlig-retslige Forhold, kan, efter hvad nys er anført om den Maade, hvorpaa Bevillingsmyndigheden udøves, ikke antages.

At der ikke kan paavises nogen fuldt ud effektiv Beskyttelse mod uberettiget Benyttelse eller Tilegnelse af Andenmands Navn, idet der udenfor ganske enkelte Tilfælde savnes Straffebestemmelser paa dette Omraade, er vistnok en Mangel – og en Mangel, som bør søges fjernet; men denne Mangel berettigede ligesaalidt her som i andre Tilfælde, hvor det samme gjælder, til den Slutning, at Retten overhovedet ikke existerer.

Sluttelig skal jeg bemærke at der, som allerede antyder, i det Foregaaende alene er talt under den Forudsætning, at det Navn, om hvis Beskyttelse der er Spørgsmaal, har Karakteren af et virkeligt Familienavn som Fællesbetegnelse for Medlemmerne af en bestemt og afsluttet Familiekreds. Og dette er efter hvad der i Sagen er dokumenteret, Tilfældet med det af Appell. antagne Familienavn «Aars». Hvorvidt Sagen stiller sig anderledes overfor Patronymica, der er saa almindelig forekommende, at de ikke kan tillægges Egenskab af individualiserende Slægtsnavne, eller ligeoverfor Navne, som er hentede fra den Lokalitet, navnlig fra den Gaard, hvor vedkommende Person hører eller har hørt hjemme, er et Spørgsmaal, som ikke ligger til Løsning i nærværende Sag, og som jeg derfor finder det ufornødent at udtale mig om.

Alppell. har imidlertid gjort gjældende, at selv om der efter gjældende Ret ikke er Adgang til at benytte et andet Familienavn, saa kan han ialfald paaberaabe sig en særlig Hjemmel for sig til at benytte Navnet «Aars» som Familienavn. Naar han i saa Henseende bl. A. har anført, at Navnet paa den Gaard, som eiedes af hans Fader, «Aarsrud», i daglig Tale udtaltes som «Aarsu» med svagt betonet «u», saa er dette ganske irrelevant. Vil Appell. hente sit Familienavn fra den Gaard, hvorfra Faderen er kommet, faar han selvfølgelig skrive Navnet, – som Gaarden skrives, ikke som det i daglig Tale udtales. Gaardsnavnet udtales forøvrigt, som nævnt, heller ikke «Aars», men «Aarsu».

Videre har Appell. paaberaabt sig, at han under sit Ophold som Elev ved Asker Seminarium i sin Tid af et Medlem af Familien Aars, Jacob Aars, som dengang var Lærer ved Seminariet, blev opfordret til at antage Navnet Aars istedetfor Aarsrud, og at han under dette Navn den hele Tid er opført i Seminariets Protokoller, ligesom ogsaa hans Demissionsattest lyder paa dette Navn. Herved er imidlertid at bemærke, at det ligeoverfor et Slægts- eller Familienavn ikke kan staa i det enkelte Familiemedlems Magt at bemyndige nogen Uvedkommende til at antage samme. Og hvad angaar den Kjendsgjerning, at Appell.s Navn staar anført som «Aars» i Seminariets Protokoller, er det selvfølgelig i den Anvendelse, det her gjælder, uden nogensomhelst retslig Betydning. Thi disse Protokoller er ikke indrettede paa at tjene som Bevis for Elevernes rette Navne. Heller ikke kan den Omstændighed, at Appell, upaatalt i en Tid af 30-40 Aar har ført Navnet Aars som Familienavn istedetfor sit rette Navn Hansen eller Aarsrud, give ham større Ret til at vedblive at benytte det som saadant, end der i og for sig tilkommer ham. Navne er selvfølgelig ikke Gjenstand for Hævd, og at Appell.s Tilegnelse af Familienavnet Aars ikke tidligere har været Gjenstand for Paatale, synes alene at hidrøre fra den Omstændighed, at man først ved Appell.s Valg til offentligt Ombud blev opmærksom paa, at der existerede en Person, der førte Navnet Aars uden at tilhøre Familien.

Efter det Anførte vil jeg saaledes votere for Stadfæstelse af Overrettens Dom, idet jeg med Overretten er enig i, at der i Tilfælde som det heromhandlede ligesaalidt er Anledning til at anvende Tvangsmulkt som til ved Dommen at paalægge Sagsøgte at indrykke Dommen i offentlige Blade.

Efter Omstændighederne, og da det under nærværende Sag omhandlede Spørgsmaal ikke tidligere har fundet Afgjørelse ved Høiesteret, antager jeg, at der er Føie til at ophæve Processens Omkostninger ved alle Retter.

Konklusion:

Overrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.

Assessor Andersen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Forstvoterende.

Assessor Ph. Hansteen og extraordn. Assessor, Adv. Birkeland: Ligesaa.

Extraordn. Assessor, Sorenskriver Blom: Jeg er kommet til et andet Resultat end de foregaaende Voterende, idet jeg mener, at Hovedappell. bør frifindes for Kontraappell.s Tiltale, og at Sagens Omkostninger bør hæves.

Ogsaa efter min Mening, beror Sagens Afgjørelse paa Besvarelsen af det Spørgsmaal, om Kontraappell., som af ham paastaaet, har Ret til at kræve, at ingen udenfor den Familie, hvortil han hører, antager det samme Navn, som denne Familie bærer. Men jeg mener, at man for at besvare dette Spørgsmaal bekræftende, maatte have Hjemmel dertil i Lovbestemmelser eller sædvansmæssig Ret. Af de i den Anledning paaberaabte Lovbestemmelser kan der imidlertid ikke udledes nogen saadan Ret som af Kontraappell. paastaaet, og heller ikke kan man efter min Opfatning i den Bevillingspraxis, som har udviklet sig, se noget Udtryk for en saadan Ret. Jeg henholder mig i saa Henseende i alt Væsentligt til, hvad derom er anført i Fredrikshalds Underrets Dom af 29 September 1891 og Kristiania Overrets Dom af 14 Marts 1892. Dermed kan ogsaa sammenholdes, hvad der anføres i Hallagers Skrift om Personnavne, særlig S. 79, 84 – 86, samt § 10 og S 80.

Af Præmisserne til Fredrikshalds Underrets Dom af 29 Septbr. 1891 hidsætte:

De Indst. ville ikke indrømmme, at de været uberettigede til at antage Navnet Schiørn. De oplyse, at de har Navnet efter Deres Moder, som er født og gift paa Gaarden Skjørn i Tune, den samme Gaard, hvorfra Citantens Slægt efter deres Paastand udleder sit Navn, og at de derfor har Ret til at benytte det.

Retten kan ikke være enig med Citanten i, at der paa Familienavne maa anvendes de samme Retsregler som paa Eiendomsgjenstande. Et Navn kan ikke tilegnes af nogen paa saadan Maade, at det samtidig berøves den, som for bærer det. Om de Indst. længe nok antage Navnet Schiørn, vedbliver dette fremdeles at være Citantens, og allerede heraf folger, at Navne ikke kan betragtes som Eiendomsgjenstande, og at deres Antagelse af Fremmede ikke kan lignes ved Eiendomsindgreb. Det af Citanten opkastede Spørgsmaal: Er mit Navn mit? er derfor heller ikke korrekt. Spørgsmaalet er alene, om Citanten og hans Slægt er eneberettigede til at bære Navnet Schiørn.

Af theoretiske Grunde lader det sig efter Rettens Mening ikke udlede, at der ligger nogen Retskrænkelse mod en Families Medlemmer deri, at en anden Person antager det samme Familienavn, som de benytte. At gjøre Forskjel paa de forskjellige Navne, lader sig nemlig ikke gjøre, og ved Familienavne maa derfor forstaaes alle Efternavne uden Forskjel, altsaa ikke alene sjeldne Navne og Navne af fremmed Oprindelse og Præg, men ogsaa ganske almindelige norske Navne, endog Patronymica. Men naar saa er, vil den, som antager et Navn, som allerede benyttes, i mange Tilsælde have ligesaa god Adkomst til dette som den Familie, der før bærer det; thi det er ingenlunde nogen Selvfølge, at den, som først har antaget et Navn, kan gjøre Fordring paa Eneret til dette, blot fordi han er kommet andre ligesaa berettigede i Forkjøbet. For enkelte Navnes Vedkommende kan vistnok Sagen synes at stille sig anderledes, men der bør formentlig være samme Regel for alle Navne. Retten vil derfor have at undersøge, hvorvidt den af Citanten hævdede Opfatning ikke desto mindre, som han paastaar, har Hjemmel i vor Lovgivning.

Den af Citanten paaberaabte § 10 i Firmaloven formenes ikke at kunne anføres som saadan Hjemmel; thi denne Bestemmelse angaar kun Firmanavne og har sin Grund i særegne Forhold, og der kan desuden være Spørgsmaal, om den ikke helst bør fortolkes antitetisk; thi det synes at være temmelig overflødigt at forbyde Folk at benytte Andres Navn i Firmnavne, hvis der allerede før existerer et almindeligt Forbud mod at bruge Andres Navne. Det kan forøvrigt her bemærkes, at det under Sagen er oplyst, at de Indst. ikke har anmeldt deres Forretning til Firmaregistret, og at de følgelig heller ikke, som Cit. paastaar, har overtraadt nogen Bestemmelse i Firmaloven.

Det kommer altsaa blot an paa, hvad der kan udledes af den paaberaabte Praxis, hvorefter Regjeringen overensstemmende med Instrux af 15 Januar 1881 § 7, No. 43 paa Kongens Vegne ved Bevilling meddeler Tilladelse til at antage nyt Familienavn. Denne Praxis, der formentlig er ældre end vor nuværende Forfatning, maa af den Grund antages at have Hjemmel i Grundlovens § 95, og de Indst.s Indsigelse, at den ikke grunder sig paa Lov, er alsaa uden Betydning. Hvorledes den er opstaaet, og hvad der oprindelig har motiveret den, derom foreligger ingen Oplysninger; men der er neppe Grund til at antage, at dens Øiemed er at værne om Eneretten til Familienavne; thi det er bekjendt, at Bevillingsmyndigheden ikke indskrænker sig til at bevilge nye ikke tidligere benyttede Navne, men at den ogsaa giver Tilladelse til at antage ældre endnu existerende Familiers Navne, og heraf ligger nær at slutte, at andre, navnlig fra Retssikkerheden og Samfundets Tarv overhoved hentede Hensyn ligge til Grund for samme. Som noget Udslag af den af Citanten hævdede Opfatning kan heller ikke den ansees. Men et Spørgsmaal er det dog, om det ikke alligevel yder Familienavne Beskyttelse og saaledes kan tjene til Støtte for Citantens Paastand.

Efter den Form, hvori disse Bevillinger udstedes, – der meddeles som anført «Tilladelse» til at antage nyt Navn – skulde man nemlig tro, at Meddelelsen hviler paa den Forudsætning, at det er forbudt uden kongelig Bevilling at antage Familienavne, og gaar man ud herfra, maa det vistnok antages, at der maa være Adgang til at faa den, som har overtraadt Forbudet ved paa egen Haand at give sig Navn, kjendt uberettiget til at benytte dette m. m. Men herved er imidlertid at mærke, at al den Stund det alene er det Offentliges Forbud, som er overtraadt, er det ogsaa kun det Offentlige som kan paatale Overtrædelsen. Den private Mand har ingen Ret dertil, og kan desuden, naar Citantens Theori om Eiendomsret til Navne forkastes, end ikke ansees fornærmet ved Overtrædelsen.

Men noget saadant Forbud kan desuden ikke antages at ligge til Grund for den her omhandlede Bevillingspraxis; thi det er vitterligt, at en Mængde Familier baade i ældre og nyere Tid har antaget nyt Familienavn uden Bevilling; men aldrig har det været hørt, at det Offentlige i den Anledning har foretaget noget Skridt, hvad enten Navnet har været tidligere benyttet eller er et ganske nyt, og hertil kommer, at der ikke gives nogen Straffebestemmelse, der kan komme til Anvendelse paa den, som saaledes gaar Bevillingsmyndigheden forbi, Kongelig Bevilling til at antage nyt Familienavn antages derfor kun i Formen at være en Bevilling eller Tilladelse; i Virkeligheden er den kun en Autorisation eller offentlig Anerkjendelsesakt, som kan undværes, hvis Vedkommende finder ikke at behøve den, men som er nødvendig for den, som ønsker sit nye Navn respekteret. Thi det er en Selvfølge, at ingen behøver at tage Notits eller respektere et Navn, som ingen anden Hjemmel har end Vedkommendes eget Paafund, og et Tilnavn bliver saaledes ikke Ens virkelige Navn, før det ved kongelig Resolution er stadfæstet. Derfor bør det formentlig hæller ikke enten i Kirkebøger eller i andre offentlige Dokumenter indføres som saadant. Iagttages denne Regel, vil den heromhandlede Bevillingspraxis danne et noksaa kraftigt Korrektiv mod uhjemlet og ubetimelig Antagelse af nye Familienavne og derved ogsaa beskytte andre Familiers Navne, men der antages ikke, at der af den kan udbringes noget Holdepunkt for en saadan Paastand som den, Citanten har nedlagt.

I de Udtalelser, som findes i den af Citanten fremlagte Domsudskrift og i de af Morgenbladet udklippede Opsatser, indeholdes, saavidt sees, ikke andre Argumenter end dem, Citanten selv har paaberaabt sig. Da Retten altsaa ikke kan give noget af disse Medhold, vil de Indstevnte blive at frifinde. Processens Omkostninger maa paa Grund af Sagens vistnok meget tvivlsomme Beskaffenhed blive at ophæve.

Thi kjendes for Ret:

De Indst., Johannes Larsen og Hjalmar Larsen, bor for Citantens, Provst Fr. Schiorns, tiltale i denne Sag fri at være.

Sagens Omkostninger ophæves.

Hvad den herskende Sædvane angaar, kan jeg i hvert Fald ikke anse det paavist, at en Privatret til Familienavne har vundet saadan Respekt fra alle Hold, at den kan begrunde nogen Sædvaneret. Jeg tror heller ikke, at Forholdet hos os er saadant, at man i Efternavnet kan se noget Bevis for Slægtskabsforholdet.

Da jeg efter Konferencen ved, at jeg staar alene med min Mening, skal jeg indskrænke mig til disse Bemærkninger, ligesom jeg finder det ufornødent at formulere nogen Konklusion.

Extraordn. Assessor, Generalauditør Broch: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Justitiarius Lambrechts: Ligesaa. Jeg vil kun gjøre den personlige Bemærkning, at naar jeg slutter mig til den samme Mening som de øvrige Herrer, der staar paa samme Side som jeg, at der i Sagens nuværende Stilling ikke er Grund til at efterkomme Indst.s Forlangende om, at det under Trudsel af løbende Mulkt paalægges Appell. at aflægge det af ham antagne Familienavn Aars, saa er det ikke min Opfatning, at heri netop ligger en Erkjendelse af, at den Dom, der nu her i Sagen gives, skulde være uden Evne til at blive respekteret. Jeg nærer ikke nogen Tvivl om, at Dommen, som ogsaa af Appell.s Sagfører her i Skranken for Tilfældet udtrykkelig erklæret, vil af den Sagsøgte blive efterkommet og fulgt. Men om mod Formodning saa ikke skulde ske, har jeg den Mening, at der selv under Lovgivningens nuværende Tilstand maatte kunne findes Retsmidler til at gjøre Dommens Paalæg mere effektivt, end der ved den idag afsigendes Høiesterets Dom sker. Dette er kun en Reservation fra min Side og paaskræver ikke nogen yderligere Udformning i Detaljer.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.